”Jeg har en appel til alle. Coronavirus er en farlig gæst. Den spreder sig som ringe i vandet, og det går stærkt. Én person kan smitte mange – endda uden selv at føle sig syg, og smitten går videre rundt til endnu flere, en lang og skræmmende kæde. I den kæde vil mennesker dø.” (Dronning Margrethe)
Det var helt usædvanligt, da dronning Margrethe i går aftes talte til hele Danmark. Faktisk var det – foruden de årlige nytårstaler – første gang siden Kong Christian 10.’s tale ved Rigsdagens første samling efter afslutningen på 2. verdenskrig, at kongehusets overhoved talte direkte til nationen. Den på alle måder historiske tale til befolkningen blev fulgt meget tæt hjemme i de danske stuer. I gennemsnit så utrolige 3.292.714 personer med på med flow-tv – de fleste på DR1 efterfulgt af TV 2 og TV 2 News. Vi har desværre ikke de præcise tal på, hvor mange der streamede talen på DRTV og TV 2 Play, men det må forventes, at særligt den yngste del af befolkningen i høj grad også så med på de førnævnte streamingkanaler.