I det seneste indlæg om konsekvenserne for Facebook annonceringen ved den kommende Apple App Tracking Transparency (ATT) opdatering, kiggede vi nærmere på tre hygiejneopgaver. Det er de grundlæggende forberedelser, man skal gøre sig som virksomhed, når man skal forberede sin Facebook-annoncering på de kommende ændringer. De tre opgaver er listet nedenfor, og hvis du ikke har læst denne første del af indlægget, så  finder du det her.

  1. Forudsætning for annoncering: Verificering af domæneejerskab
  2. Optimering af dataindsamling: Strukturering af virksomhedens domæner og website-infrastruktur, når man kun har 8 events pr. domæne
  3. Prioritering af events: Revurdering af virksomhedens KPI-hierarki givet de nye begrænsninger af hændelsesoptimeringen

Fra denne første del ved vi allerede nu, at dataopsamlingen bliver begrænset, og at de juridiske aspekter bliver strammet, hvilket nu tager os hen til, hvordan kampagnerne bliver påvirket.

I denne, anden del af indlægget behandler vi de tre sidste punkter nedenfor og dermed indkøbet og optimeringen af annonceringen på Facebook.

  1. Profilering: Sådan påvirker datareduktionen annonceindkøbet
  2. Kampagneevaluering: Facebook ændrer attribueringsmetoder og -vinduer
  3. Optimering af dataindsamling: Optimering af datagrundlaget for annonceringen

Der er særligt to forestående barrierer, hvor det er vigtigt at skelne imellem de påvirkede områder. Den første barriere er brugere, som ikke giver samtykke og dermed umuliggør en profilering. Her vil der fremover opstå et stort mørketal og en datareduktion, som vil begrænse indkøbsalgoritmerne på Facebook betydeligt. Derudover vil der være en effektevalueringsbarriere, da tilskrivningsperioden også vil være ramt af Apples opdaterede politikker, og dermed reduceres den loggede data til evaluering. Det vil vi kigge nærmere på i dette indlæg, og vi vil afslutningsvis også give nogle perspektiver i forhold til, om man som virksomhed skal flytte sit faktiske konverteringspunkt ud til Facebook, og dermed øge datagrundlaget.

 

  1. Profilering: Sådan påvirker datareduktionen annonceindkøbet

Muligheden for at kunne profilere, og derigennem kvalificere annonceindkøbet på Facebook, afhænger i sidste ende af de samtykkerater, som Facebook vil kunne opnå på deres app på iOS enheder.

Som nævnt i den første del af vores indlæg, forventes der som udgangspunkt en høj afvisningsrate, da brugerne nok sjældent vil opleve et stærkt incitament til at godkende. Således har mange spekuleret i, at andelen med accept af prompten – og dermed tracking – vil være helt ned til 5–10%.

Derfor tester Facebook også brugen af en pre-prompt (den kan du læse mere om her, men uanset hvad kan vi med stor sikkerhed se frem til, at der vil ske en stor reducering i den mængde data, som vil være tilgængelig for Facebook og annoncørerne.

De reducerede data vil desværre påvirke en lang række områder i annonceindkøbet på Facebook. Nedenfor har vi prøvet at fremhæve en række af disse, hvor der arbejdes med ekstern brugeradfærd, og dermed handlinger uden for en af Facebooks platforme.

  • Hændelser (events)
    Hvis du i dag optimerer imod mere end 8 hændelser, og ikke prioriterer dine optimeringshændelser, vil du opleve at nogle kampagner pauses, når opdateringer slår igennem.
  • Granuleringen i målretningsstrategierne
    Eftersom du fremadrettet i bedste fald kun vil have 8 optimeringspunkter (når brugeren samtykker), og i værste fald 1 (når brugeren ikke samtykker), så vil detaljegraden, hvormed du kan optimere, ændre sig markant.
  • Usikkerhed omkring den målte pris pr. konvertering
    Da vi ikke kender nøjagtigheden af Facebooks nye ’Aggregated Event Measurement’ framework (ved måling fra app til web konvertering), ved vi ikke om den målte konverteringsvolumen vil falde, og dermed få den målte pris pr. konvertering til at stige.Det betyder ikke nødvendigvis, at din faktiske konverteringsvolumen er faldet og pris pr. konvertering er steget, men det kan blot være et udtryk for, at Facebook ikke længere kan måle den. Det vil derfor kræve, at man som annoncør genbesøger sine målsætninger for konverteringspriser, og tilpasser dem til den nye ’virkelighed’ på sine fremtidige konverteringsfokuserede kampagner på Facebook.
  • Lavere konverteringsvolumen kan udfordre algoritmerne
    Det gælder generelt, at Facebooks optimeringsalgoritmer kræver minimum 50 konverteringer pr. uge for at have tilstrækkelig indlæringsdata til brug for optimeringen.I takt med at der sker en reduktion i den målte datamængde, som Facebook kan tilskrive til en given kampagne, er der også en risiko for at minimumskravet til konverteringsvolumen vil stige, for at Facebook kan træne deres algoritmer tilstrækkeligt.Det kan altså betyde, at du skal hæve budgettet for at imødekomme Facebooks minimumskrav til konverteringsvolumen, eller vælge en optimeringshændelse med højere konverteringsvolumen.
  • Målgruppeindkøb som retargeting svækkes
    Fremadrettet vil din evne til at målrette brugere, der ikke har givet samtykke, på baggrund af adfærd på dit website eller i din app, blive reduceret.Arbejder du eksempelvis i dag med et klassisk retargeting e-commerce setup, hvor du målretter brugere, der enten kigger på et specifikt produkt, eller lægger det i kurven, men ikke køber produktet, vil du være påvirket fremover, hvis brugerne ikke afgiver samtykke til Facebook.

Det er en række af de konsekvenser, som vi vil se i annonceindkøbene på Facebook. Det bliver derfor også interessant at følge, hvordan alle disse ændringer kommer til at påvirke brugen af Facebook blandt de annoncører, som alene har anvendt platformen til at skabe direkte konverteringer. Herunder også hvordan det kommer til at påvirke prisudviklingen på selve annonceindkøbet.

 

  1. Kampagneevaluering: Facebook ændrer attribueringsmetoder og -vinduer

Samtidig med at samtykke-prompten vil medføre en reduceret datamængde til optimeringen af selve indkøbet, så introducerer Facebook endnu en forhindring i forbindelse med iOS opdateringen

Det har i Facebook Business Manageren indtil nu været muligt at rapportere på effekttilskrivning 28 dage tilbage for henholdsvis klik og visninger, og alle baseret på deterministiske data. Efter opdateringen vil der nu være et kortere tilskrivningsvindue, som samtidigt delvist vil være baseret på probabilistiske data – dvs. data baseret på en forventet eller modelleret sammenhæng mellem indsats og effekt.  Nedenfor er listet de nye attribueringsvinduer for klik og visninger fra Facebook.

 

Klik tilskrivning Visningstilskrivning
1 dag Modelleret Delvis
7 dage Delvis Udgår
28 dage Udgår Udgår

 

Som standard har indstillingerne for tilskrivning historisk været sat til 28 dage post klik og 1 dag post visning. Hvis man som annoncør har anvendt denne standardindstilling, og har afviklet kampagner, som har genereret konverteringer, der igen har været data for indkøbsalgoritmen, og rapporteret på konverteringspris, så vil man være udfordret, og skal genoverveje sine mål og målpriser med de nye attribueringer på Facebook.

Hvis brugerrejserne for kunderne i din virksomhed samtidig ikke stemmer overens med Facebooks nye attribueringsvinduer (f.eks. brugerrejser længere end 7 dage), er det vigtigt, at du sammen med dine involverede bureaupartnere diskuterer mulighederne for at anvende Facebook-attribueringen smart.

 

  1. Optimering af dataindsamling: Optimering af datagrundlaget for annonceringen

Med de reducerede datamængder, og ændringerne til attribueringsmetoden, kan det være fristende at lede efter andre metoder til at overkomme disse begrænsninger.

De fleste annoncører anvender egne indholdsplatforme i form af website eller app som interaktions- og konverteringsplatform med brugerne, og herunder også som landingsside for annoncer. Indholdsplatformene er på den måde centrale omdrejningspunkter for indsamling og distribution af adfærdsdata, samt evaluering af marketingindsatsen. Medieplatforme såsom Facebook har så samtidig anvendt den distribuerede adfærdsdata til at optimere profileringen af brugere, og målretningen via enten inkludering eller ekskludering.

I takt med at datamængden fra egne indholdsplatforme til Facebook reduceres, aggregeres eller forsinkes, så kunne man som virksomhed overveje at flytte interaktions- og konverteringspunkterne ud på indkøbsplatforme i stedet for på egne indholdsplatforme. Dette kunne for Facebooks vedkommende være gennem Facebook Instant Experiences, såsom Lead Ads, Storefront, Canvas Ads eller Video Ads (læs mere her).

Argumenterne for at flytte interaktions- og konverteringspunkter ud i medieplatformene kunne være:

  1. Du sænker konverteringsbarriereren for slutbrugeren ved at fjerne mellemliggende klik, websites, samtykkebannere m.m., hvilket alt andet lige bør give flere konverteringer
  2. Du giver platformene mere data til profilering, hvilket bør gøre annonceringen mere effektiv
  3. Du har et fuldstændigt datagrundlag for rapportering og evaluering af investering, da data ikke flyder på tværs af flere platforme eller virksomheder
  4. Du har ingen forsinkelse på konverteringsdata

Argumenterne imod at flytte interaktions- og konverteringspunkter ud i medieplatformene kunne være:

  1. Du bliver mere afhængig af den enkelte medieplatform, og evt. ændringer i denne
  2. Du mister ejerskab over adfærdsdata, og kan dermed ikke anvende den på tværs af medieplatforme, da de typisk er ‘walled gardens’
  3. Du har langt færre muligheder for analyse af brugernes interaktion med dit indhold, og dermed en ringere evne til generelt at kunne optimere på dette
  4. Du skal producere mere indhold, da der skal produceres indhold til hver platform (website, app, Facebook, Google, LinkedIn m.m.)

Hvad der er rigtigt at gøre, vil naturligvis i sidste afhænge af den enkelte virksomhed og de enkelte kampagneaktiviteter, men i takt med at data lukkes inde og ikke flyder gnidningsfrit mellem platforme og virksomheder, desto vigtigere er det naturligvis at overveje alle alternativer.

 

De fulde konsekvenser af ATT vil først vise sig efter opdateringen

Vi har nu over to indlæg fokuseret på hygiejneopgaverne, og de forventede konsekvenser for annonceringen på Facebook, i forbindelse med den kommende Apple App Tracking Transparency (ATT) opdatering. Der er ingen tvivl om, at opdateringen vil være en gennemgribende forandring, som vil være definerede for, hvordan Facebook kommer til at fungere som annoncemedie i fremtiden.

Selv ikke Facebook kender de fulde konsekvenser endnu, og det gælder også alle andre medieplatforme. Senest har Snap Inc. (virksomheden bag Snapchat) i forbindelse med offentliggørelsen af deres kvartalsregnskab også bekendt gjort, at de kigger ind i en usikker fremtid på grund af opdateringen (læs mere her).

Vi følger naturligvis udviklingen løbende og holder dig opdateret op til og efter opdateringen. Har du i mellemtiden spørgsmål eller kommentarer til ændringerne på Facebook, er du naturligvis velkommen til at række ud til din daglige kontakt hos PHD.