Locations
PHD Media Denmark > News > Datatilsynet trækker mørke skyer ind over danske medier og virksomheder
February 21 2020

Datatilsynet trækker mørke skyer ind over danske medier og virksomheder

Our Views Uncategorized
Datatilsynets kritik af Dansk Meteorologisk Instituts (DMI) behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende, og den samtidige vejledning fra Datatilsynet omkring samme emne, kommer til at trække mørke skyer ind over det digitale økosystem på tværs af medier og virksomheder i Danmark.

Den nylige udmelding fra Google omkring den kommende nedlukning af tredjeparts cookies i Chrome browseren gav anledning til mange bekymringer og varslede nye tider for den digitale markedsføring, men den praktiske implementering af den nye vejledning fra Datatilsynet vil få meget hurtigere og større effekt.
Med udgangspunkt i den nye vejledning fra Datatilsynet må man konkludere, at stort set ingen danske medier eller virksomheder opfylder kravene for et gyldigt samtykke til cookies og behandlingen af personoplysninger. Når medierne og virksomhederne opdaterer samtykker og den teknologi, som de bruger til indsamling af disse, så vil antallet af data opsamlet på websites uden tvivl falde dramatisk, og det vil påvirke hele det digitale økosystem og herunder den digitale markedsføring.

Du kan her læse mere om, hvordan din virksomhed skal forholde sig til vejledningen fra Datatilsynet, og hvilke konsekvenser det kan forventes at få for din virksomhed og den digitale markedsføring.

 

Datatilsynets principielle afgørelse på DMI
Kort opsummeret har den danske tilsynsmyndighed Datatilsynet offentliggjort en principiel afgørelse omkring DMIs behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende, hvor DMI får ’alvorlig kritik’ for at behandle personoplysninger i strid med databeskyttelsesforordningen (GDPR).

”Datatilsynet har lagt vægt på, at det ikke er muligt for en besøgende på hjemmesiden at afslå behandling af personoplysninger ved det indledende besøg på dmi.dk. Det kræver, at den besøgende vælger ’Vis detaljer’ for derefter at vælge ’Opdater samtykke’. En sådan ’et klik-væk’ fremgangsmåde er efter Datatilsynets opfattelse ikke gennemsigtig.”
Der er i afgørelsen samtidig nogle ganske interessante og helt nye perspektiver i forhold til dataansvar mellem DMI, og de anvendte tredjeparts teknologier der opsamler personoplysningerne, men dem vil vi først følge op på i et kommende indlæg. For nu fokuserer vi på samtykket og indhentningen af dette.

 

Den nye vejledning fra Datatilsynet
Kravene til det samtykke, der indhentes på et website, er grundlæggende de samme som hidtil, men vejledningen indskærper nu en række forhold omkring fortolkning og håndhævelse, som potentielt vil få meget store konsekvenser for det digitale økosystem.

Et samtykke er som hidtil en frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljetilkendegivelse. Men det indskærpes med afgørelsen og vejledningen, at brugerens mulighed for enten at acceptere cookies og behandling af andre personoplysninger eller for at afvise samme skal gives ligeværdigt og med samme meddelelseseffekt. Det skal altså med andre ord være lige så let at sige ‘ja’ som at sige ‘nej’ til cookies.
Det er langt fra tilfældet på danske mediers og virksomheders websites i dag. Her er muligheden for at afvise cookies ’et-klik-væk’ (eller mere), og det er nu præciseret at en sådan løsning ikke fungerer efter hensigten.
Når danske websites i praksis implementerer en løsning, hvor en accept eller en afvisning præsenteres ligeværdigt og med samme meddelelseseffekt, vil det få stor effekt. Det vil naturligvis først og fremmest sikre et meget bedre og informeret samtykke for brugerne af websitet. I dag er det ganske givet få procentdele, som gør sig den umage at klikke igennem og afvise placeringen af cookies på et website. Når det præsenteres ligeværdigt, må man alt andet lige forvente, at mange flere vil afvise.

Hvor mange der vil henholdsvis acceptere eller afvise, vil i sidste ende afhænge af de tekniske løsninger, og hvad brugeren skal acceptere i samtykket i forhold til cookies og behandling af personoplysninger. Et optimistisk bud er, at måske 50–70% vil acceptere, og et pessimistisk bud er, at måske helt ned til kun 20% vil acceptere. Det er for tidligt at konkludere, men det vil have en betydelig effekt. Det er utvivlsomt.

 

Datatilsynets vejledning rammer det digitale økosystem i Danmark
Datatilsynets afgørelse og vejledning vil i det omfang den praksis kun effektueres i Danmark være konkurrenceforvridende for danske virksomheder. Danske medier, e-handlere og virksomheder i almindelighed vil blive ramt meget direkte, og vil i forhold til virksomheder uden samme krav til samtykker have vanskeligere ved at optimere deres digitale forretning og markedsføring.

Det må dog alt andet lige forventes, at databehandlings-myndighederne på tværs af hele EU kommer til at udstikke retningslinjer på linje med vejledningen fra de danske tilsynsmyndigheder. Men for nu vil det altså særligt påvirke danske virksomheder.

 

Eksempler på måling og annoncering som bliver handicappet
Det er som sagt endnu for tidligt at konkludere på de endegyldige konsekvenser i forhold til drift, optimering og markedsføring af digitale virksomheder. Hvor omfanget måske er vanskeligt at forudsige, så er det lidt nemmere at spekulere i, hvad der nu bliver sværere fremadrettet. Her er et par eksempler.

For at kunne måle på brugernes adfærd på et website forudsætter det, at brugerne har accepteret cookies. Med en betydelig andel af afviste samtykker vil trackingen i form af eksempelvis Google Analytics eller Adobe Analytics kun afspejle en del af forretningen, og den vil derfor ikke længere kunne være den daglige virkelighed for forretningen, som virksomheden navigerer efter i dag. Den vil være en stikprøve.

Det bliver samtidig interessant at følge, om den stikprøve afspejler sammensætningen af hele din virksomheds forretning. Hvilke typer af kunder eller forbrugere i almindelighed, som vælger at acceptere eller afvise samtykkerne? Og kan man ekstrapolere erfaringerne fra de kendte til de ukendte? Det skal man forholde sig til i den nye virkelighed.
Det bliver med implementeringen af den nye vejledning fra Datatilsynet nu også fuldstændig evident, at alle attribueringer af digitale effekter gennem Walled Gardens, cookie eller ID-baserede teknologier er uanvendelige til en mere holistisk attribuering. Det kræver uafhængige og cookie-løse løsninger, som du kan læse meget mere om i dette indlæg.

I forhold til annonceringen vil der også være mange direkte konsekvenser. Din virksomheds remarketingaktiviteter og de tilhørende remarketingpuljer vil blive reduceret. Det var nu alligevel sket før eller siden med den fulde nedlukning af tredjeparts cookies med udmeldingen fra Google omkring Chrome.
Samtidig vil Google, Facebook og andre annonceteknologier såsom Adform blive handicappet både i forhold til profilering af brugere og dermed målretning af disse. Deres algoritmer til brug for optimering af indkøbet vil også blive påvirket. Samtidig vil dynamiske kreativer blive dårligere personaliseret.

Det er bare nogle af de begrænsninger, som man kan begynde at se ude i horisonten, når man som virksomhed implementerer de nye krav og løsninger til indhentning af samtykker. Det er stadig for tidligt at sige noget om omfanget, men det kommer vi selvfølgelig til at følge og opdatere dig på.

 

Hvad skal din virksomhed gøre i den nye situation?
Den nye vejledning fra Datatilsynet er en anledning til at kigge din virksomheds samtykke-løsning igennem og sikre dig, at der er en ligeværdig mulighed for at acceptere og afvise cookies for brugerne.
Der er ganske få eller måske endda slet ingen danske virksomheder, som lever op til vejledningen, og derfor vil der i den kommende tid være stort fokus på at løse udfordringerne. Leverandørerne af samtykke-løsningerne såsom cookieinformation, der var løsningen bag DMI, er meget udbredt i Danmark, og de har derfor også travlt med at blive opdateret.

For nuværende skal du og din virksomhed gøre to ting. Tal med dine juridiske rådgivere omkring vejledningen og afgørelsen fra Datatilsynet og vurder sammen med dem, hvordan den nuværende løsning leverer på de præciserede krav til samtykker. Ræk ud til din leverandør af din virksomheds samtykke-løsning og bliv opdateret på deres opdaterede løsning på udfordringen. Alle virksomheder har nu fokus på dette, og de skal have svar på hånden både i forhold til det juridiske og det tekniske.

Du kan med fordel desuden læse eller høre mere omkring afgørelsen og vejledningen her.

Vejledning: https://www.datatilsynet.dk/media/7958/vejledning-om-behandling-af-personoplysninger-om-hjemmesidebesoegende.pdf

Afgørelse: https://www.datatilsynet.dk/tilsyn-og-afgoerelser/afgoerelser/2020/feb/dmis-behandling-af-personoplysninger-om-hjemmesidebesoegende/

Podcast: https://www.datatilsynet.dk/generelt-om-databeskyttelse/podcast/behandling-af-oplysninger-om-besoegende-paa-hjemmesider/

Andre nyheder

Flere nyheder
arrow_downarrow-down2arrow-left-largearrow_leftarrow-right-chevronarrow-right-largearrow-right-linkarrow_rightcrosscross2mailpersonphonepinAsset 1play2searchsocial-facebooksocial_googleplussocial_instagramsocial_linkedin_altsocial-linkedinsocial_pinterestlogo-twitter-glyph-32social-vimeosocial_youtubetick